Min Søn, om Du vil i Verden frem,
Saa buk;
Og tie til Tingen, Du finder slem,
Og buk.
Viid, Du est fattig, thi maa Du bukke,
Og skiønt Du vel kan i Løndom sukke,
Saa tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

Naar Stormand møder Dig paa Din Vei,
Saa buk,
Og siger han til Dit Ønske Nei,
Saa buk;
Og holdt Du Ham for en ussel Taabe,
Saa husk, Du vandrer i Ringheds Kaabe,
Og tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

Naar Viismand prædiker for Dig tidt,
Saa buk;
Skiøndt Du det har med Din Barnskoe slidt,
Saa buk.
En Viisling lider saa lidt Din Tale,
Som Vinter lides af kuldskier Svale;
Og tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

Om nogen brovter med sit: bey mir!
Da buk,
Og harmes Du ved han dumme: hier!
Saa buk.
Thi viid, han lønnes med Guld og Ære,
At Du skal Konster og Viisdom lære,
Og tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

Naar Tungen traver paa Fruen fast,
Saa buk;
Med Svaret har det slet ingen Hast,
Kun buk;
End tar den reent paa at gallopere,
Saa lad som ventede Du end meere,
Og tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

Og seer Du Daarlighed fiern og nær,
Saa buk.
Om alting galt og forstyrret er,
Saa buk.
Hvad bryder Du Dig om Folk og Riger?
Drik Punsch, vær doven, og fjas med Piger,
Og tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

Op spottets haanlig med Skrivt og Gud,
Saa buk.
Og skielder nogen Din Konge ud„
Saa buk.
Og lyster Hovmand Dit Gods at tage,
Hvad heller Kys af Din Ægtemage,
Og tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

End slæbte, miskiendt Du Dig ihiel,
Saa buk,
Og frister Grovhed alligevel,
Saa buk;
Og faaer Du Uslingen, som kun skryder,
Til Formand fat, som med Stolthed byder,
Og tie, buk atter,
Hold Munden, buk atter,
Og tie!

Kun Graven ændser, min kiere Ven,
Ei buk,
Og hisset kiender og Dommeren,
Ei buk;
Men til Du ligger i Graven rolig,
Og Frihed finder i Aanders Boelig,
Til da, buk stedse!
Hold Munden, buk stedse!
Og tie!