Sorte Stær paa Grene,
hvad kan du dog mene,
naar du synger midt i Is og Sne?
Ved du, at paa Kviste
Knoppen snart maa briste?
Har du Tegn, som ikke jeg kan se?

Nej, kun lidt forstaar jeg,
men dog et formaar jeg,
jeg tør synge ud med Haabets Mod.
Er dog Solens Flamme
endnu helt den samme,
som saa tit fik Vintren under Fod.

Ser du ej, ved Hækken
vugger Vintergækken
sine Klokker alt i Solens Skær,
og fra Luftens Vidder
jubler Lærkens Kvidder:
Vi faar dejligt — vi faar dejligt Vejr!

Hvorfor saa dog sørge,
hvorfor altid spørge
fuld af Tvivl og Uro i dit Sind!
Kald mig kun en Taabe,
jeg maa altid haabe
og i Haabet synge Vaaren ind!