Broder deroppe! Hvad gaaer der dog af Dig?
Aldrig mér jeg hører et levende Ord!
Sig, er Humeuret da rént gaaet fra dig,
Eller mon Du død og høisalig mig troer?
Jeg skriver Breve, men stum som en Væg
Bliver Du ved i din Lovbog at granske,
Sidder paa Kronborg med fastvoxet Skæg,
Som en modern Holger Danske.

Reis dig, min Gut, fra din skimlede Jura,
Husk, hvordan Du her gik i Byen og drev,
Løs dine Tanker og lad din Natura
Snart mig see Dig selv eller mindst dog et Brev!
Husk, at af mile findes kun sex,
Husk, der er 'Krögare' langs hele Linien!
Fast maa man troe, Du er dumpet perplex
Lige midt ned i Ostindien.

Sig, hvad Dig fængsler paa Slottet deroppe!
Ligger du og drømmer med Piben i Mund,
Flyver din 'Maage' paa Bølgernes Toppe,
Eller mon Du solder med 'bröder från Lund?'
Eller, I Guder, jeg faaer en Idé!
Har ved et Piilskud Du tabt Contenancen?
Saaret til Døde Du ligger maaské
Ventende paa Ambulancen?

Sligt er ei farligt, man blier lidt bedrøvet,
Men man døer i Reglen ikke deraf.
Jeg har sét dem, som af Piilskud har prøvet
Over et Dusin og dog holdt sig ret brav.
Puds dine Fjedre, hvis de har lidt Mén,
Stryg dig om Næbet og flyv saa tilbage!
Inde hos os, her i Nordens Athen,
Finder Du lettest en Mage.

Ha, hvad er det? Kan jeg troe mon mit Øre,
Eller er det Spil af en vild Phantasi?
Det er din Stemme, jeg synes at høre,
Baaren af en Bellmansk, bekjendt Melodi;
Toner, der vække snart Længsel, snart Lyst,
Gjenlyd fra lystige, letsvundne Dage
Fylde med Vemod det bankende Bryst,
Hør, hvor de bævende klage:

Hvad kan Du give til Gjengjæld for Sundet,
For den grønne Skov med den speilblanke Sø?
Hva for en Vandring, naar Heden er svundet,
Langs med Teglstrup-Engenes duftende Hø?
Hvad for i Aftenens dæmrende Stund
Sværmerisk at drømme ved Gurre Ruiner?
Hvad for en Baad, som Dig vugger i Blund
Midt mellem Søens Undiner?

Hvad kan Du gi'e for en Aften som denne?
Blodrød stiger Maanen af Bølgernes Favn,
Klart toner Sangen fra Baaden histhenne,
Som fra Sverig søger den hjemlige Havn,
Bølgerne rulle for Aftenens Vind,
Alt bliver stille, sig Tonerne dæmpe,
Taus staaer i Maanens hvidglimtende Skin
Kronborgs alvorlige Kæmpe.

Ak, ti dog stille! Den lokkende Trille
Passer slet for mig, som er stænget i Bur,
Som af Collegier sin Føde maa pille,
Synge maa sin Sang for den mugnede Mur.
Jeg, som skal samle min Lærdom i Hast,
For igjen at tylde den i Professores,
Jeg har for dét hverken Ro eller Rast,
Jeg har ei Tid til at mores.