Hvor Nemisøen ruller sit blaaliggrønne Vand,
Dér sad jeg alene ved den sivklædte Strand.

Dér sad jeg alene, mens natten drev paa;
Dog skjønnere Syner ret aldrig jeg saae.

Thi speilblank laa Søens forunderlige flade,
Rigt smykket med Vandspir og Aakandeblade.

Og Alting var saa stille, slet ingen Vind sig rørte;
Kun Nattevindens Susen i Sivet jeg hørte.

Kun af og til en Fisk, der slog de Bølger klare,
For atter forskrækket i Dybet at fare.

Men oppe fra Genzanos olivenklædte Høie
Saae Maanen ned paa Søen med nysgjerrigt Øje.

Thi op fra Søens Dyb steg Taagerne de hvide,
Og formed sig phantastisk langs Klippemurens Side.

Langs Klippemurens Sider, og over Søens Vande
Man saae de lette Taager sig underligt at blande.

Snart synkende mod Jorden, snart op mod Himlen stigende,
Snart smeltende sammen, snart fra hverandre vigende,

Snart formede som Alfer, og snart som grimme Gnomer,
Fremsteg i Maanelyset de luftige Phantomer.

Men jeg sad alene og stirred derpaa,
Saa underlige syner ret aldrig jeg saae.

Thi Søens Vande bruste. Der danned sig et Billed:
Mod Klippens mørke Baggrund det skarpt og klart sig stilled.

Det var de samme Læber, det var det samme Øie,
Hvis Straaleglands mig mødte paa Romas gamle Høie.

Det samme Smil, der lokked, de samme Træk, som daared,
Det samme Blik, der læged, hvor nys det havde saaret.

Som hugget ud i Marmor, af Rimkrystaller dannet,
Det sagte flød imod mig, halvt svævende paa Vandet.

Det nærmed sig til mig. Da saae jeg, det var hende,
Hun, som jeg høiest elsked, men aldrig kunde vinde.

Det glitrede i Luften, og Maanelyset bæved -
I mine aabne Arme det skjønne Billed svæved.

Og paa de fine Læber, halvt aabnede og bløde,
Jeg heftigt trykked Seglet for Elskovs første Møde.

Da klang der over Søen en vild, en haanlig Latter,
Som Fjeldets haarde Sider tilbagekasted atter.

Det klang igjennem Luften, det lød hen over Vandet
Som Hulken, Suk og Stønnen vildt med hverandre blandet.

Og mellem mine Arme, saa let som Bølgeskummet,
Det skjønne Billed løstes, henflydende i Rummet.

Men Natteduggens Perler hang tykt i Laurens Blade
Og faldt som tunge Taarer paa Fjeldets haarde Flade.

Kun disse tunge Taarer var Vidne til vort Møde -
Dem lagde Morgensolen med sine Straaler øde.