Mod Stenen stemmer Sisyphus sin Skulder.
Skjøndt træt til Døden, dog endnu han strider,
Endnu bestandigt han paa Haabet lider,
Der ham, som os, i sine Drømme luller.

Snart har han naaet det. Naar han nu den ruller
Blot én Gang om, da staaer til alle Tider
Den fast som Ørkenens stærke Pyramider,
Der trodse Lynets Blink og Tordnens Bulder.

Men af Forbandelsen hans Kræfter tynges,
Den Haanden lammer og hans Mod bortveirer -
I Afgrunds-Dybet atter Stenen slynges.
Som han jeg strider, men mod egne Synder;
Som Skjæbnen ham, saa Synden mig beseirer,
Som ham jeg taber og paa Ny begynder.