Alt er saa stille! Kun Tonerne klinge
Fjernt af Aftenklokken over Land, over Hav.
Ud jeg i Skumringen breder min Vinge,
Flygter fra min kolde, min dagskumle Grav.
Venlige Nat, med din Stilhed og Ro,
Med dine Stjerner, jeg hilser Dig atter!
Dorsk er mit Dagligliv og dunkel min Bo,
Øde de dybe Kasmatter.

Mærker Du ikke, hvor Kløveren dufter?
Se, hvor Maanen skinner, saa klar og saa fuld!
Brisen fra Sundet forfriskende lufter,
Kruser Vandets Vover til pureste Guld.
Hører Du ikke? Fra Teglstrup Revier
Klinger et Valdhorns melodiske Klage;
Tonerne ramme de gothiske Spir,
Ræddes og flygte tilbage.

Herlig er Nattens bestjernede Himmel,
Men den lyse Dag er vist lige saa skjøn!
Følge med Fuglenes jublende Vrimmel,
Det er mit Ønske, min høiste Bøn.
Dog, de foragte mig fattige Dyr;
Jeg er ei Selskab for jublende Fugle,
Derfor jeg flygter, naar Morgenen gryer,
Ned i min gravmørke Hule.

Han, som mig sender, det Samme just tænker,
Ønsker tidt at bænkes i Sangernes Lag,
Ønsker at sprænge de trykkende Lænker
Og at flyve høit i den solklare Dag.
Ak, men han føler sig ensom, forladt,
Tonernes Fugle med Vingerne hænge,
Modløs og famlende slaaer han kun mat
Lyrens guldsnoede Strænge.

Fredsæle Nat! Naar med lysende Kloder
Venligt Du har smykket din hvælvede Bo,
Naar som en ung, som en lykkelig Moder
Jordens travle Børn Du har lullet til Ro,
Dybt i mit Indre Du Gnisten har tændt,
Stærk er min Vinge, jeg véd, den ei svigter,
Og i et lykkeligt, enkelt Moment
Kan jeg mig føle som Digter.