Det er dog underligt, hvoraf det kommer;
Men hvergang Du i mine Tanker rinder,
Da slaaer et Pust af Danmarks fjerne Sommer
Ned i mit Sind, og Vinteren forsvinder.

Da sér jeg atter Bøgens hvalte Kroner,
Hvor Lyset halvbrudt gjennem Løvet spiller,
Og atter lyder Droslens stærke Triller
Omkap med Nattergalens bløde Toner.

Og atter staaer de hvide Anemoner
I Græssets Bolster blandt Viol og Primler,
Og atter Maanen over Engen troner,
Hvor Taagen hæver sig i lette Strimler.

Og Aftenklokkens Klang igjen jeg hører,
Og Kløvrens Vellugt over Marken vifter,
Og Drømmens Genius mig venligt fører,
Mens underfuldt sit Drømmeflor han skifter.

Thi pludseligt Du træder mig imøde,
Din hvide Kjole flagrer mellem løvet,
Og mens Du rækker mig din Haand, den bløde,
Du siger mildt og sagte, men bedrøvet:

»Ei sandt, min Ven, Du elsker mig ei længer?
Forglemt er al din Kummer og din Kvide;
Du véd, jeg sørger ved at see dig lide,
At al din Sorg sig til mit Hjerte trænger.«

Da smeltes jeg af Vemod, Sorg og Længsel,
Af Øjets Sluser Taarers Strømme styrter;
Jeg vaagner op — blandt Pinier og blandt Myrther,
Og Rom er atter det uhyre Fængsel.