Jeg er saa slap, saa mat og saa svag,
Som skulde mit Livslys slukkes;
Der er, som jeg leved den sidste Dag,
Den, Dag da mit Øie skal lukkes.

Saa mørke Billeder svæve paa
Min Tankes de stride Strømme,
De svundne Tider komme og gaae,
Jeg seer det Alt som i Drømme.

Der hæver sig op af Tidernes Strøm
Et deiligt, men vansiret Billed;
Det er mig selv og min Ungdoms-Drøm -
Det Gode, som jeg selv har villet.

Men Fjenden seired, Nu ligger jeg knust,
Tungt Vaandende mig i Støvet,
Og føres bort af Dæmoners Pust,
Falmet, som Efteraars-Løvet.

Jeg troede fast paa min Villies Staal,
Det skulde nok Driften kue;
Men Lysten blev til et mægtigt Baal,
Som smelted det i sin Lue.

O, gaves der dog et rensende Hav,
Som lutred de urene Sjæle !
Med Glæde jeg dukked i Bølgernes Grav
Og vilde mig dybest fjæle.

Ja, gjerne gav jeg selv Livet hen -
Alt, hvad jeg har, maa de tage,
Naar blot jeg for det kunde kjøbe igjen
Min tabte Renhed tilbage.