Jeg elsker Dig, min Sorg. Du er min Brud!
Ved Dig skal Intet mig i Verden skille;
Thi Du er dyb, alvorlig, sand og stille,
Som hun det var, fra hvilken Du gik ud.
Af hende blev Du skabt. I kulsort Skrud
Du sidder taus ved Mindets dybe Kilde
Og viser mig med Blikke vemodsmilde
Det Billed, som skal føre mig til Gud.
Thi hende selv, jeg véd, jeg maa forsage;
Men Skjønhedsbilledet, som hun har skabt,
Det er den Eiendom, jeg har tilbage.
I det jeg eier Styrke mod det Onde,
Jeg føler dybt, gaaer ogsaa dette tabt,
Da svigter Alt, og da gaaer jeg til Grunde.