Hvergang jeg gaaer i Skoven taus og stille,
Hvor Solen mellem Løvet blinker ned,
Hvor Alting aander Sommerdagens Fred,
Mens Droslen højt og ensomt slaaer sin Trille,

Da seer jeg dine klare Øine spille,
Du kommer ilende paa lette Fjed,
Og al min Kummer flygter brat afsted
For dine Ord, jomfruelige, milde,

Men seent, naar Solen Bøgens Blad forgylder,
Jeg vandre maa til Byens travle Vrimmel,
Og Du er borte, som min Tanke fylder.

Først naar jeg atter gaaer ved Søens Vove,
Da straaler klart min Elskovs lyse Himmel,
Thi Du mig møder i de dunkle Skove!