Fører mig til Gravens mørke Lund!
Stands, Jairus, Sorgen og din Taare;
Thi din Datter, strakt paa Dødens Baare,
Hun er ikke død — hun sover kun!

Saa det klang fra Galilæas Hjem.
Som en Efterklang endnu det klinger:
Dødens Drage sank med brudte Vinger.
Stjernen tændtes over Bethlehem.

Og den speiler sig i Tidens Elv,
Hvor som Elverroser selv vi svømme.
Livets Kval og Livets lyse Drømme
Er kun Skum og Bobler, som vi selv.

Kun i Bølgen fæster sig vor Rod,
Kun om skummet al vor Gjerning melder,
Kun til Boblen sig vort Hoved hælder,
Blomster ere vi paa Tidens Flod.

Blegne, falme, visne hen og dø,
Saa bestandigt Tidens Bølge sukker;
Om de blege Blomster den sig lukker,
Men den spreder deres rige Frø.

Først i Graven dette Rod nu slaaer.
Ovenover ruller langsomt Tiden;
Men som Frøet gjemt i Pyramiden,
Spirer det igjen om tusind Aar.

Græder sagtelig i Gravens Lund;
Men husk paa, at over Tidens Vande
Klinger det fra Galilæas Strande:
»Hun er ikke død — hun sover kun!«