Dybest inde i Skoven,
Der hvor Bøgenes Tag,
Brydende Solens Straaler,
Dæmper den klare Dag,

Ligger i Ly af Høie,
Mægtige Stammers Pragt
Skovens smilende Øie,
Klædt i Sommerens Dragt.

Birken bævende hælder
Sig over Søens Rand,
Stirrer, elskovsberuset,
Dybt i det klare Vand.

Sivet svaier og neier
For den flygtige Vind,
Kysser Snerlen og klapper
Den paa dens fine Kind.

Stolt med Fjærtop i Hatten
Rørene rasle paa Rad,
Se med Foragt paa søens
Fattige Andemad.

Men paa den stille Flade
Svømmer en grønklædt Ø;
Huldrens Roser sig reise
Op af den dybe Sø.

Stedet kjender jeg nøie,
Tidt jeg saae det som Dreng,
Naar jeg i Engen redte
Freidigt min Blomsterseng.

Tidt med hemmelig Længsel
Ønskede jeg dem nær;
Da stod til Huldrens Roser
Alt mit unge Begjær.

Det var en varm St. Hansdag.
Alt mod Aften det led,
Solens rødmende Straaler
Hen over Søen gled.

Trykkende tung hang Varmen
Over Bøgens Top;
Nede i Horizonten
Trak der et Uvejr op.

Speilblank hvilede Voven,
Gjemt bag Sivenes Bryn,
Gjengav stundom et enkelt
Blaaligt blinkende Lyn.

Og i Lynets Belysning
Saae jeg Blomsternes Krands
Vuggende sig i sælsom,
Vild og svævende Dands.

Let som legende Huldrer
Steg de af Dybets Gjem,
Flere, bestandigt flere,
Dukked af Voven frem.

Op fra de mørke Vande
Lød saa sælsom en Klang;
Toner drog gjennem Luften,
Formede sig til Sang:

'Kom til vor stille Bolig,
Jordens deilige Søn!
Alt, hvad din Længsel attraaer,
— Giver vi dig til Løn.

Stille vil vi din Længsel,
Dulme din Attraaes Røst,
Skjænke dig Fred og Hvile,
Elskovs saligste Lyst.

Trygt, som et Barn, Du slumre
Skal i vor bløde Favn;
Her i krystende Arme
Glemmer Du Jordens Savn.

Kom, hvor Voverne trille,
Jordens deilige Søn!
Alt, hvad din Længsel attraaer.
Give vi dig til Løn.'

Halvt fortryllet jeg stirred
Paa den sælsomme Leg,
Medens Længsel og Attraa
Op i mit Hjerte steg.

Alle de kuede Tanker
Vaagnede da paa Ny,
Brød gjennem Hjertets Gjemme
Frem som Sol gjennem Sky.

Trods det stigende Uveir,
Trods den synkende Dag.
Kløved jeg Søens Vande
Dristigt med stærke Tag.

Voven skummed og brused
Om min Mund og Kind,
Sære skvulpende Toner
Trængte sig til mit Sind:

'Røver Du Huldrens Roser,
Røver hun din igjen,
Vogt Dig og vend tilbage,
Dristige Ungersvend!

Vogt Dig og vend tilbage!
Her er ei godt at bo,
Røver Du Huldrens Roser,
Fanger Du aldrig Ro!'

Men jeg svømmede fremad,
Baaren af Bølgens Arm -
Da blev med Et jeg knuget
Til en bankende Barm.

Ned i Dybet jeg droges
Af en ustandselig Magt,
Tvende glødende Læber
Bleve mod mine lagt.

Tvende favnende Arme
Slynged sig om mit Bryst,
Dødens Kulde jeg følte,
Dertil af Livets Lyst.

Sort det blev for mit Øie,
Haanden blev svag og mat;
Uden Bevidsthed sank jeg
Hen i en Bælgsort Nat.

Men da jeg atter vaagned,
Brudt var min Ungdoms Mod -
Huldrens blomstrende Roser
Spredte laa for min Fod.
Megen Tid er forsvunden
Siden hin Sommerkvæld,
Da jeg gjæstede Huldren
Dybt i det klare Væld.

Aldrig fandt jeg dog Hvile,
Aldrig min tabte Fred,
Skjøndt jeg har stridt og kæmpet
For et blivende Sted.

Aldrig vandt jeg en Kvinde,
Aldrig fæsted jeg Bo,
Aldrig et Barn jeg vugged
Paa mine Knæ til Ro.

Thi min Fred og min Uskyld
Gav jeg til Huldren hen -
Aldrig i Livet mere
Fanger jeg dem igjen!