Du spørger, hvem hun ligner og hvorledes hun seer ud,
Den Kvinde, som til Brud jeg har kaaret?
Hun er saa fin og fager som Bøgens første Skud,
Hun er saa uskyldig som Englene hos Gud,
Og liflig som fuglesang i Vaaren.
Hun er saa let og væver som den spillende Hind,
Og varm som Sommervinden, der kysser din Kind;
Ja, hun er mig det Deiligste paa Jorden.

Du skulde see de Lokker som Hvedeax i Høst
Saa gule og saa tunge tillige,
Og Øine saa mørkeblaa som Bølgen ved vor Kyst,
Saa sjælfulde dybe, saa rige paa Trøst,
To Stjerner, som aldrig kunne svige.
Ja, fik jeg Sol og Maane og alle Stjerners Ring,
Jeg bytted ei imod hende; de veie ingenting
Mod hende, den Deiligste paa Jorden.

I Nat naar Sol er sunken, og alle Blomster smaa
Staae drømmende om lyset og om Himlen,
Naar Drømmens Engle stige fra Himmelbuens Blaa
For tause og vemodige blandt Jordens Slægt at gaae,
Da veed jeg, hvo der venter i den stjerneklare Nat,
Og grant jeg kjender Stedet, hvor Stævnet er sat
Af hende den Deiligste paa Jorden.