Verden laa der,
ombæltet af Isørkner,
nær ved sin Død,
med smægtende Fostre og visnende Spirer
5skjult i sit Skød;
og Odin, Alfader,
sad græmmet og bøjet
og stirrede ud, om det aldrig blev Vaar,
med Haand over Øjet
og Fimbulvinterens Sne paa sit Haar.
Og Loke søgte
fra Asgaard at flygte.

Da dirred i Luften
en skælvende Trille,
en ganske lille.
Og ned i Sneen faldt død
en kuldedræbt Lærke.

Op om Alfader slog Jætternes Latter,
mens Stormen voldsomt om Asgaard brød,
da kvidred det atter,

Stormen lytted,
og Stormen tav.

Thi sydfra vælted et susende Hav
af kvidrende Fugle
sig frem over Himlen,
Svaler og Lærker
i endeløs Vrimlen;
og forrest fløj Hære
af fløjtende Stære.

Og Stormen flygted
under Isens Suk og Lavinskreds Bragen
og steg som skærende Klagen
op fra Frostdalens Grav;
Solen splitted de snetætte Taager,
og kvalt af Kvidderen tav
Vølunds Ed.

I Asgaard stod Odin,
bredskuldret, høj,
blandt de samlede Aser;
de lyttede alle
og hørte Stormen i Dødskampen ralle.

Og Loke lo
skrigende, spottende.

Men Odin vendte sig mod ham
og saa ham stift ind i Øjet,
og den fejge krøb angst
i Skjul bag en Terne.

Tavse stod de,
de mægtige Aser!
de vældige Guder!