Aserne lo,
og Latteren sprang
over Bakker og Skove og Dale
og kvidred som Ekko i Fuglenes Sang
og dirrede i Trillerne
og klukkede i Kilderne
og vred sig frem og vugged sig,
hvor Bølgerne brød -

Aserne lo,
thi Vølund svor deres Død.

De mægtige Aser!
de vældige Guder!

Men Vølund for
gennem Mørkeskoven, hvor Natten,
den bælgmørke, mulmtætte bor,
og Stormen evindelig flakker
om mellem de knagende Stammer,
og Ulvene hyler, og hungrende Gribbe
flagrer fra Klippe til Klippe
og fylder Mørket med Jammer.
Og frem han for
over sneføgne Fjælde med skygemte Tinder
mod det højeste Nord,
hvor Frosten sidder med isblaa Kinder
i den evige Kuldes stormfejede Dal

og svøber Vintrens Snesvøb og vaager
bag Bjærge, som skyder sig trodsigt
op af de evige Taager
og løfter de istunge Nakker
som stensejge Trudsler mod Himlen,
der skjuler sig koldt bag Snefaldets hvirvlende Vrimlen.

Og hen over Asgaard,
der dirred og bæved og rysted
af Gudelatterens klukkende Lyd -
henover det fredede Asgaard,
hvor Frosten ej svider, og Uvejr ej raser,
og Mørket ej knuger, og Stormen ej tuder,
skød angst og forvirret, i skrigende Kor,
en Fugleskare afsted imod Syd,
da Vølund svor.

De fik flyve i Ro;
ingen dem saa, og ingen dem hørte,
thi Aserne lo.

De mægtige Aser!
de vældige Guder!