Bag Horisontens bjærgblaa Skyer
gaar Vintersolen stille ned
og slukker i en Skyskakt ud sin Fakkel,
og Himlen gløder som et fjernt
5med Stjernetinder tjeldet Tabernakel.

Foran mig synker Landet bort
i Aftnens Dis, der klam og graa
sig lejrer lavt hen over Hegn og Grøfter;
langt ude i det stille Land
sin Silhuet en Landsbykirke løfter.

Og Himlens Røde falmer fjernt,
og blege Stjerner gnistrer frem,
og alle Agres Farver sortner stille;
det sidste Skær af Dagen dør,
og ensomt rinder Nattens tavse Kilde.