Hvor skønt et Sted ved første Sommertide,
halvt Stad, halvt Park!
de store Skoves Farver mere blide,
bag Kirkegaarden med dens Fuglevrimmel
en broget Mark,
et Gartneri vidt aabent mod en Himmel,
der øser alt sit Lys ud over Veje,
ud over Haver,
hvor Kirsbærblomstens hvide Silkeleje
af Vinden vugges,
— hvor det mindste Pust
i Pinseliljers Duft alting begraver.

Langs hvert et Hegn de brusende Syrener
mod Solen gror,
en Telefontraad under Løv forgrener
sit røde Kobber som en Lynildstraale
blandt Blomsterflor,
et Bed Forglemmigejers himmelmalte Skaale
sig løfter i en Haves Birkeskygge,
— igennem Løvet
et Solskær som af ung, uskyldig Lykke,
en Ungdomsfylde
den jublende til Fryd
og dig til Lise — du, som gaar bedrøvet.