Vilde Kørvel, Grøftens Brudeslør,
som, naar Fandens Mælkebøtter sende
deres Skrædderfrø til Verdens Ende,
hvor de uset fæstnes eller dør,

dækker hvidt i hvidt hver Blomst, der før
lod af Vaarens Solglimmer sig blende
uden Frugtbarhedens Lov at kende,
kysset af et Solstrejf hed og ør,

Grøftens Uskyldsdække, Somrens Sne,
som med kølig Hvidhed skærmer over,
hvad en Vaardag avlede af Ve,

Brudeslør, som intet Vindpust vover
helt at lette, saa det staar at se,
hvad der omkring Roden støvgemt sover!