Viggo Stuckenberg


Vig fra mig, Satanas!

Kristus! du døde! staa af din Grav!
jeg har et Spørgsmaal, et eneste et!

Du, som var Fattigmands fattige Barn,
de sultnes, de pintes Ven,
du, som blev slaaet og slagtet
for den lidende Tiggerslægts Skyld ...

hvorfor jog du Fristeren bort,
da han bød dig al Verdens Herlighed?
hvorfor kasted du ikke dig ned for hans Fod?
hvorfor ofred du ikke dig selv til ham og hans evige Pine
og tog, hvad han bød, og stykked det ud
til dem, som lider og led, til de Smaa, som du elsked?

Kristus! du døde! du tier!
120 Total read