Der er graat og mørkt paa Louvre,
Regnvejr ude, raakoldt inde;
i de store, tavse Sale
dødt og trist det gule Marmor.
Om hver Grækergud i Sten
kun fortvivlet Ensomhed.

Midt paa Gulvets isgraa Fliser
løber paa sin høje Sokkel
aandeløs en Grækerinde,
løber, løber, usselt fangen
i det uldne Graavejrs Sæk,
— Atalante!
Og Kolossen Melpomene
knejser som en Klump af Hovmod,
stor, enfoldig, marmorhugget,
uanfægtet, stum og dum.

Venus! Venus! Ingen Steder
ser jeg dit berømte Marmor,
og det er kun dig, jeg søger -
... Tilgiv — ikke for din Skønhed,
men som Hilsen og som Haandtryk.
Aa, du derhjemme, som jeg forlod
jeg fryser i Louvres Haller,
kan ikke sætte et Sted min Fod,
hvor ikke paa dig jeg kalder.

Jeg gaar saa ensom i denne Sværm
af Skønhed fra gamle Tider,
og Kunsten yder mig ingen Skærm
mod, hvad jeg i Hjærtet lider.

jeg længes mod dig, du blide Sind,
du milde, kloge Veninde,
som lukked mig i dit Hjærte ind
til Fryd og vemodigt Minde.

Den højeste Sal, den bliver saa trang,
— jeg mindes din varme Stemme
i Stuen, hvor Venus fra Milo hang,
i Stuen hos dig, derhjemme.
Regnen rasler, og en Smaabaad
piber udenfor paa Seinen;
jeg er ene her blandt Marmor,
og jeg bløder i en Ørken.

Se, der hænger en Portiere,
saa moderne rød og hæslig;
— maa den løftes, er der Adgang,
skjuler den maaske Kontorer?

Varsomt stryger jeg til Side
disse otte Alen Fløjl -

Venus fra Milo!

Aa, I som praler
af at kunne alt beherske,
af at kende alle Strænge,
Hjærnens stolte, Hjærtets svage;
I, som er saa kæmpestærke,
— ak, jeg skælved saa betagen,
som jeg aldrig mere bliver.

Aabenbaret, drømt alene
ned i dette dunkle Rum,
skudt med ét af Gulvets Stene,
født i dette Øjeblik
staar du der, mer end Gudinde,
rejst i Lykke, med din Nakke
bøjet vegt, som bad du tyst

alt det hæslige i Verden
mildt tilgive dig din Skønhed,
staar der for mit Hjærtes Længsel
som et Syn, der kunde svinde -

Og hver Fiber i mig hvisker:
Bliv! Aa, bliv!

— Jeg har fundet dig, Veninde!
Og jeg sidder paa en Divan,
og jeg stirrer paa dig, Venus,
ene, — kun en Malerinde
henne i det dybe Vindve
din Berømthed kopierer.

75Jeg sidder og ser dig
og ser dig ej længer,
ser kun dit Billed,
som hjemme hænger,

dit Billed, hvorunder
vi mødtes saa trangt
og talte saa hverdags
og mente saa mangt.

Jeg vil jo blot hilse
en Sjæl, jeg har kær,
85blot sidde en Time
en ubekendt nær.

Aa, Venus, du er
saa vidunderlig skøn,
al Drøm og al Længsel,
i Marmor en Bøn,

en Bøn, som er opfyldt,
en Skønhed for Livet,
en Sjæl, som sin Renhed
til Verden har givet.

Min Renhed — lad fare!
Jeg kan ikke dømme.
Jeg tænker paa en,
— og jeg lever i Drømme.
Og du kan leve din Tid saa lang,
elske fordi du maa,
Hjærtets Længsel traver sin Gang,
og den kan aldrig forgaa.

Elske og elskes — vidt og bredt
det raaber fra hver en Klode,
elske og elskes — der er kun ét:
falde et Hjærte til Fode!

Og slæber du bag dig Minders Hær,
som aldrig vil sig forbarme,
held dig, om dig banker et Hjærte nær,
som under dig al sin Varme!
Og vaagner du en Dag og ser
dit Liv som en tungsindig Sump
og drevet ind mod Breddens Ler
din Ungdom som en ormædt Stump,

dig selv alene i en Egn,
hvor ingen Blomst har Duft for dig,
hvor Natten slaar sin kolde Regn
mod Miles Lyng og ingen Vej,

og vaander i den Moses Dyb
dit Hjærte sig mod Himlens Sol,
og kvæles du af Ufærds Kryb
og mindes du Aprils Viol,

og ser du højt, højt under Sky
en Fugl, der sejler ud og ind
og spejler sig hver Dag paany
i dit forkomne, arme Sind

og tænder med sit vaagne Blik
den Ild, der sluktes i din Sjæl,
— da spænder efter Hjærtets Skik
Guldsporen du paany om Hæl.
Hvor kom du fra, hvor fandt jeg dig,
du, som jeg knap tør nævne?
Det er, som vilde Skæbnen mig
endnu en Sommer levne.

Du er saa god og, ak, saa fjern,
din Haand har tyst du rakt mig,
din myge Haand, din blide Ro,
— dit Navn har knapt du sagt mig.

Du kom saa bly som Vaaren selv
før Lærken slaar sin Trille,
med Hjærtet sygt af svegen Tro
og til et Smil for stille.

Nu — aa, du store, milde Barn,
nu skylder jeg dig Livet,
du bar mit Hjærtes Sot til Ro,
— og hvad har jeg dig givet!
Jeg sagde dig en Aften, at jeg elsker dig saa højt,
at alle Sprogets Ord er mig for svage, -
det var en Elskerfloskel,
en bleg Reminicens fra gamle Dage.

Jeg vil saa nødig bruge den arge Billedsværm,
der løfter Elskov bort fra Jordens Rige,
— min Elskov bygger der,
hvor Løvetanden blomstrer under Dige,

Jeg elsker dig, fordi du har løst mig fra al Sorg,
fordi dit Haandtryk gør mig stærk og modig,
fordi din Kærlighed
har atter gjort min Sjæl, min Vilje frodig.

Og dog — hvert Ord er galt. Min Kærlighed er jævn
som Hverdagsdøgnet i dets bramfri Færden.
Jeg elsker dig, fordi
du er — den, som du er, ... i hele Verden.
Venus fra Milo, jeg gik fra dig,
og atter laa Salene trange,
men hver Gang jeg vendte mig, stod du dér
for Enden af alle Gange.

Var Louvre lukket, kom jeg for sent,
jeg stod i Gaarden derude
og saa dig knejse gudinderent
bagved den støvede Rude.

Og den, jeg elsker, jeg fandt hos dig,
du dryppende Regndags Minde,
— Venus fra Milo, aa tilgiv mig,
... jeg kunde kun hende finde!