Nu hvirvler Skovens Bronzeløv
og Hasselhegnets Rakkelstøv
i Dans for Paaskeøsten;
snart er det koldt, snart Vejret højt,

Solsorten prøver blødt et Fløjt,
men taber atter Lysten.

Nu stritter Skoven mere bar,
thi nu er Dagen mere klar,
endda det halvt er Vinter,
og fyger det iblandt med Sne,
der er dog Saft og Knop at se
selv mellem Stub og Splinter.

Hvor Øksen hugged, bløder Liv,
kun Mosens Rørskov knejser stiv
i vissen Vinterklage;
men stilner Blæst, naar Dag maa dø,
Vandhønen sejler over Sø
og lokker for sin Mage.

Nu fødes Løv og Blomst og Sol,
nu farver sig den blaa Viol
i Grøft og under Gærde,
og det, som gemmer salig Duft,
staar som en Drøm i Dagens Luft
— for uskylds til at være.

Det er den skære Foraarstid,
vidunderlig og siskenblid
og besk som Nattekulde,
— og er dit Hjærte ungt endnu,
da brister det i al din Hu
som Vintersæd i Mulde,

og hvad du aldrig før fik sagt
det melder sig med solfødt Magt,
og du maa le og tale, -
din Lykke slaar din Modgang ned,
— der bygger bag hver Sorg, du led,
et Kuld af Nattergale!