De fine Elmekroner
sig imod Himlen tegner
som sorte Silkedoner,
hvor fangne Stjerner blegner.

Men kommer Nattemulmet
og snører Donen sammen,
hver Stjerneglød, som ulmed,
slaar ud i frigjort Flammen,

som var hver en et Hjærte
forgjort af Livets Jammer
— og midt i al sin Smerte
et solfyldt Blomsterkammer.