Og har jeg bejlet iblandt til din Gunst
og tændt i dit Følge min Kærte,
min Hilsen til dig, du vintergraa Kunst,
nu løver den Sommer mit Hjærte!

Min Tak for den Lære, jeg tog i dit Hus!
du lærte mig slet ikke ilde
at slukke min Tørst ved en Fattigmands Krus
og tro det en springende Kilde!

Du lærte mig Taalmod, Forsagelsens Ro,
du bygged mit Hjærte en Celle,
drog mig af Foden de guldstukne Sko
og stak mig i Haanden en Nælde!

Jeg raabte dit Ve over Sjælenes Nød,
naar Sol gennem Murgluggen sived,
og tigged Fortvivlelsens bitreste Brød
og græd over Menneskelivet!

Du lærte mig Dyretæmmerens Kunst,
at herske og kneble og kue,
at piske med Haansord den gøglende Brunst
og slukke dens Lygtemandslue!

Saa blev jeg ved Flid til den fattigste Svend,
sad i min Celle og grubled,
og ynked, hvor Jorden var fattig paa Mænd,
hørte jeg Mennesker jubled.

Min Tak og min Hilsen, du vintergraa Kunst!
jeg gi'r dig din Lære tilbage,
bytter den bort for en Moses Dunst,
for en Fjer af en flyvende Krage!

Jeg vælger en Lygtemandsleg over Eng
med Hjærtet blottet for Vejret,
om Legen saa ender i bredhyndet Seng
eller dybt under Dyndet i Kæret!

Nu stiger mit Mod imod Sommer og Sang,
nu Sjælens Kummer staar fulde,
— til Vinteren kommer, og Natten bli'r lang,
og Hjærtet kvides i Kulde.