Der sang en Sisken for min Dør,
det lød som Fløjt i Mosens Rør,
naar Foraarsvinden synger;
jeg slog mit Vindve hastigt op, -
der straaler Sol om Lindens Top,
og alle Grene gynger.

Den Himmel er saa silkeblaa,
og alle Plænens Vinterstraa
i Morgendug staar dykket;
jeg hører Fløjtet af en Stær,
— den hele Jord i Morgenskær
saa vide ligger smykket.

Og jeg har talt med dig en Stund,
og jeg har hørt din blide Mund
saa lyst som Kilden tale.
Endda det var kun Hverdagsord,
vi skifted, lo din Tales Flor
som Tusindfryd i Dale.

Og det var ved den blanke Aa,
du gik og sanked grønne Straa
langs Aaens unge Strømme;
jeg skar dig af et Slaaenhegn
en Gren, der bar en Blomsterregn
mer' hvid end Sne i Drømme.

Du tog den i din smalle Haand,
jeg saa den som en Vintervaand,
der mellem dine Hænder
skød dobbelt Blomst, blev dobbelt hvid, -
den Sol, der faldt, saa sommerblid
endnu mit Øje brænder.

Din Tak den summer for min Sans
med Morgenduggens lyse Glans
og Finkens bløde Trille,
og jeg gaar ud hvert Morgengry
at lytte til dens Fald paany
ved Skovens unge Kilde.