Hvide Jord, tavse Sne!
Fred, hvis Aandepust i Mulde gemmer
Soltids Fryd og Soltids Ve,
Luft, hvor ingen Fugl sin Strube stemmer,

dybe Fred, der sletted ud
Finkens Jubel, Droslens Klage,
bærende dit Klosterbud
gennem stille Vinterdage,

— se, du blev mig til en Gud,
kold og klar, og tavs du hefter
om mit Sind den Lykkes Skrud,
som jeg rastløs ledte efter,

Lykken ved at følge stum
Livets Millioner Sange,
for at vinde ud en Sum
af tre fire rene Klange,

Ensomhedens Vinterfred,
hvor paa Nattens høje Himmel
Stunderne, der stille led,
funkler frem som Stjernevrimmel.