Aftenen kommer, den sorte Nat!
i Skoven mumler saa dystre Lyde,
Sus, som slukkes saa underligt brat,
Stemmer, som ingen kan tyde.

Er det Bladenes Hvislen, Dugfaldets Graad -
eller er det den evige Kvide,
som ensom ror gennem Natten sin Baad
og sanker, hvad Mennesker lide,

min egen Sjælenøds fredløse Trin
blandt Stammer i sukkende Soven,
min Ve, som hvisler i Nattens Vind
og flakker søvnløs i Skoven,

min egen Sjælenøds bundløse Blik,
der stirrer fra Skovdybets Kløfter,
lurer bag ved mig fra Stien, jeg gik,
ser paa mig fra Grenen, jeg løfter —?

Jeg vandrer og vandrer, til sent paa Nat
den hvide Maane sig hæver,
og Løvet rundt i det duggede Krat
sølvblegt i Vaarnatten bæver.

Skænk mig, o Maane, den Fred, du saar,
mens tavs paa Himlen du stiger -
du hvide Pilgrim, som ensom gaar
din Gang mod de fjerne Riger.