Saa sadler jeg min Hest!
Stræk ud! Den Vej gaar vide
langt forbi vildest Blæst,
fjernt imod Østerlide!

Jeg er saa led den Jord,
hvor alle Længsler tysses,
hvor der staar tæt med Spor,
og alle Veje krydses,

hvor alting er saa kendt,
bevist og snildt forklaret,
hvor alting staar paa Prent
bag Nummer opbevaret,

hver lille bitte Kval
forklaret i dens Dele,
hver Glæde, som gør gal,
kendt som en Buksesele,

hvor stort og smaat i Flæng
er gammelt slidt Bohave,
givet hver Gadedreng
som Arv i Vuggegave!

Jeg rider heller ud,
hvor Vejene gaar vilde,
hvor nogle fandt sin Gud,
og andre bar sig ilde,

hvor nogle red i Glans
ind under lyse Porte,
og andre gik fra Sans
og blev for evigt borte.