Saa lad de Skove slænge det Løv,
frugtbart Muld blive frosttørret Støv,
... i Glød staar Zigeunerskatten!
Sommerens Frugt i det pjuskede Krat,
Dug om Hyben, fra Svampens Hat
en Duft, der bugner i Natten!

Hede Løfter og stolte Ord,
det er Sommerens Gang om Jord,
— hver Vaar maa Myggen selv sværge.
Løft dit Hjærte i al din Færd!
bar du en Smaafugl dit Hjærte nær,
den stiger som Ørn over Bjærge.

Det, du har drømt, og det, der blev
dit svulmende Liv, det Skum, der skrev
din Saga paa kolde Stene,
aldrig taager en Høst det ned, -
blev det din Fryd, hvad heller du led,
det blev dog dig selv — alene.