Du kom — en tindrende Strøm af Sol,
et jublende Vejr!
Du sang — og der lyste en større Dag
ud over Fjældkam og lavest Tag;
det var, som om Elven for første Gang
i al sin Vælde fra Klippen sprang,
Dalblomsten aanded med rigere Duft,
Ørnen sejled' i højere Luft,
i hedere Mod jog Blodet til Kind,
og stoltere knejste den stolte Tind!

I tusinde Sind ligger Stordrøm gemt,
men Døgn æder Døgn og gør Sindet forstemt,
de fleste tager til bitre Ord
og steder det hele med Spot til Jord.
Du greb om Livet med Høvdingshaand;
saa' det — i Solglød — og ondt forgjort -
stundom for ringe — aldrig for stort,
en Fjældkysts Spejl i dit Hav af Aand.

Frejdigst Mod bygger fejrest Hjem
— saa sang Du den syge i Solen frem,
Fjældkløften aabned' sin trange Slugt
med Ødemarken fik Muldet Bugt, -
Sommer Du digted' ud over dit Land,
og videre ud, — paa hver nordisk Strand,
hvor Mennesker bor og med Livet maa slaas.
Du gløded' hver Strid med dit Hjærtes Brand
og dit Storsinds Trods.
Der er de tusinde Maader
at tænke og tale paa,
der er de tusinde Gaader, -
Ung og Gammel dem raader,
som bedst han maa dem forstaa.
Livet kaster sin Tærning ud
— Sorg eller Glæde! Det Kast, der aksler dig Lykkens Skrud,
maaske faar mig til at græde.

Vel den, der fatter saa meget,
at Lykken han griber med nænsom Haand
og véd, hvad han kalder sit eget,
tungt om en anden har leget
som Høstsuk om bladløs Vaand.
Stræk din Vinge, flyv højt, flyv vidt,
— lidet du vinder,
om ikke du véd, for hvert dit Skridt
staar andre med andre Minder.
Bjørnstjerne Bjørnson, nu falder der Sne
om det blussende Baal paa det høje Fjæld,
— er dog som flammende Sol at se,
naar Sol gløder hedest en Vinterkvæld.

Svulmed din Ungdom som Skovens Sus,
din Manddom blev Ørnens Skrig over Dal,
Viljens Vælde og Modets Magt,
Livets livsalige, svulmende Pragt,
Høvdingens Raab i en kongelig Sal.

Ind i din Jubel skar Skæbners Graad,
ondere speget laa Livets Traad,
end du i din Ungdom det vidste;
aldrig du slog dog dit Øje ned,
fatted, at Sorgen, som ondest bed,
en Dag blev Dug under Kviste.

Meget er digtet og meget er talt,
i Snik og Snak ligger Døgnene kvalt.
Det er det store: at løfte det smaa,
se Egens Vækst i det mindste Straa,
elske alt — til det armeste Kryb
... og spejle det hele i Havets Dyb.
Men dertil kræves ej Kunst alene,
— der flyver ej Gnist fra de haarde Stene,
før den griber Hammeren fast i Haand,
der gløded dens Staal med sin flammende Aand.

Bjørnstjerne Bjørnson, fra dette Sted,
hvor dine Syner og dine Tanker
er sejlet som Flaader fra hjemlig Bred
paa Korsfarerfærd for at kaste Anker
paa fremmede Kyster og bar din Brand
til Sjæle, der sygner paa kummerlig Strand,
— fra dette Sted hilset være du,
du Baune, som brænder paa Fjældet endnu,
brænder der evigt til Verden ender,
at tusind, som lidet til Varme kender,
kan varme de spinkle, forkomne Hænder,
— du evige Dag, som langs Fjældet skred,
Midnatssol, som aldrig gaar ned,

Ørn og Høvding, du frie Blæst,
Sagaens knejsende Norne-Gæst, -
Tak og Hilsen i denne Stund,
du gjaldende Lur for det eviges Mund.