Atter en Vinter er svunden,
paany er Sommeren nær,
ligger saa løseligt bunden
derude i Vejens Træer,

véd ikke, om den skal sove
endnu et vinterligt Blund
og lade de ventende Skove
vente endnu en Stund.

Musvaagen sejler derude,
ind over Skov, ud over Eng,
kredser omkring sin Mage,
finder for kold sin Seng;

Hagelvejr og nøgne Kroner,
Skyer af Blæstsol sprængt,
langs alle de vaade Grøfter
Følfodens Smaaguld slængt.

Det er, som ingen turde
iaar paa Sommeren tro,
som vidste hver Stilk paa Marken,
hvor uklogt det er at gro.

Man tør saa lidet i Danmark,
Tvivl er vor daglige Dragt,
— men er der noget, en Sommer vil,
saa er det Tro paa dens Magt.

Og I skal vide i alt Jert Liv,
at Spot er nemmeste Kost,
men rigest den, der bær i sit Sind
sin Sommer — trods Livets Frost.
Atter en Vinter er runden,
paany er Sommeren nær,
ligger saa løseligt bunden
derude i Vejens Træer,

Vind og Vejr — dem skal ingen tro
saa lidt som Smaafuglens Fløjt,
Sommeren bor i dit eget Sind,
derfor: hold dit Solsind højt

Thi derpaa skal Sommeren kendes
— hvad saa du en Vinter har lidt -
paa det, at hver Tanke vendes
mod Sejr for dig og dit,

paa det, at din hedeste Vilje
rejser sig stolt imod Sky
og rider, om slagen du sidder,
din Sjæl dens Sommer i By!
Jeg kunde tale her, til Kirkeklokken
derovre melder, Morgnen atter gror,
som dengang Oehlenschläger sad og digted',
til Solen lyste paa hans Skrivebord.

Herude er alting saa smukt, men gammelt
og set og hørt — og dog saa nyt og stort,
saa frit og friskt som selve Sommerdagen,
der kvidrer ud af Himlens Morgenport.

Aa, Frederiksberg, hvor Foraarsdagen vaagner
med Solsortfløjt for sødt at ende ør
af Nattergalesang og Elskovslatter,
der fugleflygtig under Løvet dør!
Tal evig højt om Kunst og Slid og Slæben,
alting er ét, som sprang af Hjærteblod!
bær til din Død din Kærlighed paa Læben,
og lev dit Liv, som hedt du det forstod!

Dermed — velkomne her, hvor Kunsten bygger,
kom som dens Ven, i Lys og Frejdighed!
Der er saa mangt som Livet slaar i Stykker,
... Hvor Kunsten er — gaar Solen aldrig ned!