Damperen lettede. Yderst paa Molen
stod jeg og fulgte dens larmende Fart.
Havet laa spejlblankt og spilled i Solen,
blinkende bredt og saa tomt og saa bart.

Langsomt jeg Damperen fulgte med Blikket,
jeg havde Part jo i Godset ombord, -
alle de Drømme, som livsslappe klikked,
ud over Havet med Damperen for.

Haab, som i Hverdagens Kævlen blev knækket,
alle de tusinde smaabitte Tryk
gynged der ude som Stykgods paa Dækket,
kvalt under Damperens Kulrøgsparyk.

Vaagede Nætter og søvntrætte Dage
drog paa det flimrende Hav-Øde ud, -
jubelkæk, knejsende stod jeg tilbage
fri som en Storm og stærk som en Gud.

Livet var Rigdom, og Rigdommen sikker! -
— Damperen svandt i den skumrende Nat -
henrykt jeg saa mig omkring, og — en Tigger
rakte imod mig sin hullede Hat.