Om jeg bøjed
et Sekund mig,
om jeg strakte
mig derned,
ak, de hundred
Tusind Stjerner
under Himmelranden gled.

Om jeg plukked
blot en Bellis,
om jeg fanged
blot en Bi,
alle Himlens
høje Kloder
slukte deres lyse Sti.

Himlens Stjerner
— jeg har set dem,
de har tindret,
hvor jeg gik.
Nu maa jeg i
20Havets Spejlbund
sanke deres Taareblik.

Jordens Blomster
gror imod mig,
Himlens Stjerner
ved jeg til,
tør ej bryde
Blomst, ej løfte
Blikket højt hvor helst jeg vil.

Jeg har levet
ung og frejdig,
jeg har elsket
stolt og stort,
drømt saa lyst
og holdt en Vaardag
jublende for Lykkens Port.

Og saa tror de,
Himmelrummet
tynger mine
Skuldre ned,
— og saa er det
blot et Minde,
al min Ungdom kun, som led.