Stundom ser jeg Efteraaret
som en pragtfuld Sagakvinde,
bred om Skuldren og med Haaret
rødt bag blodigt Hovedtvinde,

som en Kvinde, der i Striden
for den Mand, hun elsked vildest,
fik det Saar, hvis bitre Sviden
klageløs hun angrer sildest.

Dybere end Edder syred
Billedstreg i livløst Læder,
ser jeg hendes Sjæl baldyret
med en Billeddragt, som æder,

ser langs hendes arme Klæder
Blodets Farve sagte rinde,
ser den Graad, hun ordløs græder,
perle hende kold paa Kinde,

ser de vaade, røde Laser
krympes under hendes Fingre,
hører, hver Gang Stormen raser,
hendes hæse Latter skingre,

ser den sorte Nat sig højne
bavtastor om hendes Jammer,
til de flammeskudte Øjue
slukkes i dens Jættekammer.