Der red en Ridder ad Borgens Port,
han saa mod Vejens Sten;
der stod en Jomfru bag Gluggens Glar
saa bleg som død Mands Ben.

Og Taagen drev omkring Borg og Busk,
steg under Taarnets Tind,
skjulte hvor Vej og Sti bar hen
og drypped fra brustne Spind.

Tavs red den Herre den halve Dag,
drøveligt, Fod for Fod,
rev saa med et i Tøjlen,
saa Hesten knejsende stod.

'Blæs' saa raabte han til sin Svend,
og Hornet klang for Mund,
— da straaled frem gennem Taagens Slør
Solen i samme Stund.

Og se! Da flammed den hele Skov
som Kobber og drevet Guld!
Hver en Kvist blev en Streng af Glar,
til Perler den sorte Muld!

'Skønjomfru!' hvisked den Ridder tyst,
'der svandt min Kummer brat!
... Der blev de Stunder, som nu er endt,
saa luende lys en Skat!'