De staar der og venter, i trekantet Hat,
med Guldbroderi omkring Ærmet og Kraven,
en pyntelig Skare begavede Mænd
med Valgsproget: Kongen og Folket og Maven!
en Hob Eksellencer, som lever af Buk
for Kongen og ellers nok intet bestiller,
og saa et Par Præster med gudfrygtig Gang
og en Lommefuld Naadepastiller.

De staar der og venter — Hvor bliver det af?' -
— 'Der har vi det jo! mine Herrer! det kommer!' -
Med dybtpræget Alvor man stiller sig op
og sænker sit Hoved loyalt et Par Tommer.
Nu tyst overalt; ... kun et uhøvisk Nys,
— paa denne Tid Snue jo ækelt florerer, -
et afstumpet Host og en præstelig Røst,
der, hviskende, rask repeterer:

— 'Velkommen du ny, du velsignede Aar
med Vaarsmil og Solskin og guldgule Lokker!
velkommen du Barn med det straalende Blik,
hvorom vi os alle saa henrykte flokker!
giv Styrke og Visdom vor elskede Drot!
knyt Folket med Enigheds Jærnlænker sammen!
bønhør hvert et Ønske, naar blot det er godt!
og Herren velsigne dit Arbejde! Amen!' -

Med skingrende Klang slaar Stationsuret tolv,
og ind paa Perronsporet Iltoget glider.
Med Hatten i Haand Eksellencerne staar
og bander den Træk, der i Nakken dem bider;
de nikker og stirrer og ser sig omkring,
mens Gigten en undertrykt Stønnen bevirker.
— 'Ærværdige Pastor! jeg ser ingen Ting!
hvad betyd ..' — 'Hys! Vagondøren knirker!' -

Man sænker sit Hoved en Tomme endnu,
og Præsten begynder højtidelig Talen.
— 'Velkommen du ny, du velsignede Aar
med Vaarsmil og — -' Pastoren glemte Finalen.
Thi ud af en tredje Klasses Kupé
træder — ej Barnet med Rangle ved Hofte,
heller ej Drømmens balletklædte Fe, -
en Mand blot, en Bonde i Kofte.

Fuldvoksen staar han, med sluttede Træk,
smallæbet, fastbrynet, bred over Brystet,
stentæt som den, der har følt, hvad han vil,
og som intet paa Jord fra hans Vilje faar rystet;
faamælt som den, der ej leger med Ord
men sender for Tale et Blink fra et Øje,
der bringer til Tavshed det rappeste Maal
og tvinger til Nakken at bøje.

Han ser paa de Herrer og kvæler et Smil,
som ingen af Herrerne helt faar fortolket,
og vender sig tavs, uden Hilsen, og gaar
ned ad Perronen og ud mellem Folket.
Eksellencerne ser paa hverandre saa dumt,
det Syn gaar for langt over Herrernes Kræfter;
saa hvisker et Par: 'Gud forbarme sig! — naa!' -
og sniger sig bukkende efter.