Nu ligger Markerne øde
og venter paa næste Vaar,
de sidste smaa Bellis døde
for Frosten i Nat,
kun Tjørnebærrene gløde,
som hang en Zigeunerskat
i Buskenes viltre Haar.

Snart luer Solen, snart regner
Taagedryp koldt over Sti,
Stubmarkens Gule blegner,
alt falmer saa trist,
til atter et Solstrejf tegner
paa Guldgrund hver bladløs Kvist,
flammer og er forbi.

Brune Brakjordes Flader -
langt ude en Landsby i Dis,
tre fire solramte Lader
lysende gult,
hvide Gavler, der vader
som Maager paa graanende Is,
— og atter i Disen skjult.

Der stryger en enlig Svane
lavt over pløjet Land,
sænker sin skinnende Bane
tæt over Sø,
... thi dybest er Himlen at ane
i Mosens spejlende Vand,
— nu da Lyset skal dø.