Nu lakker det mod Aften,
. Kling, Klunk, det var den Gang
og saadan begyndte Visen,
da sidste Gang vi sang.

Du kummerlige Lire,
trofaste lille Fæ,
som tror, vi stadig sidder
bag samme Rosentræ!

Nej, Roserne de visnede,
og Bladene fløj bort,
— men den som har et Rosentræ,
maa døje den Slags Tort!

Og den, som ... Ak, I Strenge!
Nej, lille Lire, le!
— det er saa lidt at kævles om,
saa dagligdags at se.