Der bliver saa vigende stille,
saa underlig døende tyst;
ligger mon Landet derude
og slaas med et hivende Bryst?
ringes der sammen til Ligfærd?
blev det dets yderste Dag?
bærer det ud i en Vinter,
hvor ingen Sommer staar bag?

Taagen svøber om Danmark
sin taaredryppende Dragt
og skjuler de lurvede Laser
af Velmagtsdagenes Pragt;
Danmark er blevet en Tigger,
fattig og ussel som faa,
en Tigger, hvis Tunge skal tie,
en Træl, som skal lade sig slaa.

Danmark! du sindige, stille,
fredsæle, trofaste Land!
du, som er mild som din Sommer,
aaben og tavs som din Strand!
Hvad har du gjort, at de griber
din Arm med saa knugende Tag?
Hvad har du gjort, at de byder
dit Hjærte standse sit Slag?

Er det, fordi du i Drømme
saa dig som Folk blandt de fri?
er det, fordi du har vovet
et Suk, da din Drøm var forbi?
et Suk, da du endelig vaagned
af Somrens sollumre Døs,
og fandt, at som Vagt ved dit Leje
sad der en Vinter og frøs!

Nu ligger du bastet paa Lejet,
bundet for Slag og for Spark,
og hører de Raager og Ravne
skrige i Træ og paa Mark;
du tør ikke stønne, blot vente,
til Sneen den kommer en Dag
og fyger sin kvælende Drive
højt over Taarn, over Tag. -

Der bliver saa vigende stille,
saa underlig døende tyst,
i dæmpet, dukkende Rullen
Bølgerne lister mod Kyst;
nu bliver det Vinter i Danmark,
en Vinter saa dræbende haard! -
Mit Land! mit Danmark! hvis Hjærte
kun slaar i en fredhegnet Vaar!