Kragen synger sin hæse Sang,
og Regnen rasler mod Glar,
den, som har høstet, maa tære paa
de arme Avner, han har.

Narren kryber i Kakkelovnskrog,
slaar Strengeleg over Skød -
'Av, Hr. Ridder, nu synger Fugl
som Stodder i bitterlig Nød.

Lille Skønjomfru, ræk mig din Mund,
aldrig kan Sommeren dø,
— lille Skønjomfru, far Fanden i Vold,
nu skraaler min Staldknægt paa Hø!

Ak, Hr. Ridder, — slaa Halm og Klud
om Hjærtet, før Dagen dør!
Nu falmer alle de fagre Ord
og alle de fagre Mø'r!

Nu kvæder Kragen sit gode Kvad
om Livets inderste Fryd,
lidt Sol, lidt Tørvejr og godt med Mad
og Søvn og dovnende Dyd!

Hr. Ridder, I lægge jert Hoved ned,
nu gik Skønjomfru i Seng
at sove ene en Vinter lang
som Snogen i vissen Eng!'