Tre Pigebørn har elsket mig,
tre væne, hvide Liljer,
tre kælne Jomfruviljer!
Jeg var saa god,
jeg var saa smuk!
Med Kys og Suk
de kosteligt mig plejed,
— og jeg gav, hvad jeg ejed!
Mit Hjærteblod,
min sidste Hvid,
mit Arbejd og min Ungdomstid,
at de blot kunde hvile
og synge lidt og smile.

Saa gik jeg til den førstes Dør
en Dag for Trøst at finde,
— jeg havde Sorg i Sinde.
'Ak!' hvisked jeg,
'und mig en Stund,
en flygtig Blund,
jeg er saa dybt mismodig,
og se, min Fod er blodig!'
'Nej, er det dig!'
hun skreg — 'ak, Gud!'
og derpaa skød hun blidt mig ud,
Kom hellere i Morgen,
naar du faar Bugt med Sorgen!'

Saa gik jeg til den andens Dør,
min trætte Fod mig smerted,
og jeg var tung om Hjærtet.
'Se,' hvisked jeg,
'nu har jeg slidt
og slæbt og lidt, -
sig mig to Ord til Lise,
og evigt Gud dig prise!'
35'Aa, er det dig,'
hun græd — 'aa, nej!
gaa! — skynd dig! — Kis er rendt sin Vej!
aa, led! led hele Natten!
du ved, jeg elsked Katten!'

Saa gik jeg til den tredjes Dør,
min dyreste Veninde,
— min Ven, han var derinde!
Da lo jeg op
i Solens Fjæs
og sang mig hæs
i liderlige Viser,
og derfor Gud jeg priser!
Da fik min Krop
sit skæve Kast,
min Mund sin Knebren uden Rast,
den Trallen uden Ende,
hvorpaa man mig kan kende!