Himlen er saa høj derude
med smaa gyldne Skyer mærket,
jeg kan se en Poppel lude
blæstspændt over Plankeværket.

Hospitalets Standerlygte
dirrer under Blæstens Tuden,
og de visne Blade flygte
og slaa raslende mod Ruden.

Paa et Skorstenstag lidt borte
staar en sodet Skorstensfejer,
Vinden hvirvler med det sorte
Sodslør, som omkring ham vajer.

Og jeg ser en Flok af Duer
kredse nu i Morgenstunden,
sænke sig i bløde Buer,
stige, til den er forsvunden.

Og jeg læner mig tilbage
paa min Pude for at hvile,
— og da ser jeg ikke andet
end den gyldne Himmel smile.