Mod den blege Strandbred hulker Havet sagte,
skumringsmørkt og ensomt, langvejstræt,
fjernt et Mulm af Skyer op af Dybet drager
som den tavse Høstnats sorte Drømmedræt.

Og min Sjæl sig aabner imod fjerne Riger,
sætter Sejl for Minder, som for Stormen veg,
og som en tungsindig, stille Stjerne tænder
sig min gamle Længsel tindrende og bleg,

og mit Liv sig lukker under Strandens Brusen
tæt i Kreds, mens Havet bærer mig imod
alt, hvad jeg har levet, Menneskenes Dages
uforanderlige, skumringsdunkle Flod.

Mellem Mængden fremmed har jeg ensom styret
over Havets kolde Uendelighed,
spændt min Længsels Stier om dets nøgne Øde
mod en blomsterbærende, haveplantet Bred,

staaet ung og stirret mod et fremmed Kystdrags
regnpiskede Kalkklinters trøstesløse Hegn,
imod en Stad i Sol, en stjernedugget Himmel
over Taarne mellem Raketfontænens Regn,

staaet tavs og stirret ind mod nære Kyster,
ventet at se Lykken ro mig rapt imod
og kalde mig fra Borde og stænge Havet bag mig
og aabne sine Havers Skygger for min Fod.

End i denne Time min Længsel ensom vandrer
over Havet mod saa freddugget en Strand,
— aldrig vil den naa den, evig vil den drage
for en Blomst at bryde i mine Drømmes Land.