Hvor jeg elsker denne mørke Stue,
naar i Natten alle andre sove,
og jeg søvnløs gennem Vindvet stirrer
ud i Natten paa de sorte Skove.

Denne Stues dybe, tavse Mørke
fylder mig med Fred, der frodig svulmer
som en Storskov om mig, hvor hver Tanke
kun som maanefangne Aablink ulmer.

Dette blege Vindves vage Dæmring
som en Taagestribe Mørket skiller,
som en Taage, fra hvis sarte Lysning
sarte Drømmepust mit Hjærte hilder.

Og jeg stirrer ud paa Nattens Skove,
ser dem løfte deres mørke Rygge,
ved, at ude under Skove flygter,
flygter fjernt min aldrig fangne Lykke.