Du min Barndoms fuglefyldte Have,
mine Drengedages grønne Strimmel Jord,
hvor bag Elmehegn og Tjørnens lave
nysudsprungne Hæk Konvaller gror,

jeg staar paa Vejen lænet mod din Laage
og ser ind i din grønne, lyse Fred,
ind i dit Solskin, dine Skyggekroge,
mens Knopskæl drysser over Vejen ned -

Ak, I Træ'r, som bar min Gynges Tove,
hvor har I løftet Eders grønne Top! -
... Skygger ser jeg, tætte som i Skove,
hvor i Sol jeg luged Ukrudt op,

og hvor Græsset sig i Plæne bredte,
fyldt med Fuglestøj og Vingebrus,
som et Kær af Sommersol, der sprede
Lys og Frodighed fra Hæk til Hus,

breder sig en gruslagt Plads til Kroket, -
visnet er min Barndoms side Græs,
og mit Bed, hvor Morgenfru'r sig flokked
gyldent nejende for Vindens Pres. -

... Jeg har søgt dig for i Fred at hvile
blot en Time paa min Barndoms Skød,
at min Sjæl en Time kunde smile
drengelykkelig og rosenrød, — -

og du tier, — tyve Aar er rundet,
som en Fremmed fra din Hæk jeg gaar,
hvad du gemte paa af mit er svundet,
— ak, og ældet som jeg selv du staar.