Greve Gundel er vandret til Stranden,
haver saa stor Uro,
ham flyed Fred, og ham slog Brand,
blot Stegersets Terner lo.

Greve Gundel er vandret til Stranden,
maa salteste Farve se;
der gik Havet saa dybt og blaat
med Skum som blæsende Sne.

Greve Gundel stirrer paa Havet;
der sprang Solen saa lyst,
svam som Guld og slog en Regn
af Stjerneskud imod Kyst.

Helt bleg stirrer Greve Gundel,
tykkes et Blik at se
dybt som Havet og fyldt af Sol
og svøbt i stoltelig Sne,

knytter sin Haand og aabner sin Favn,
mindes det Blik saa grant!
— 'Ikke saa fanger du Hvile, Hav,
før jeg Jomfru Mette vandt!'