Morgendug og Duft og Fugle,
mindste Urt af Sol forgjort,
hele Verden Lys og Lykke,
— aa, mit Hjærte bli'r saa stort!

Er det 'dine' Spor i Græsset,
er det dig, som traadte her,
gik du denne Vej i Morges,
da vi skiltes, Hjærtenskær?

Ak, du Abild, grøn og gammel,
slog du dine Blomster ud,
da du saa ham, for du trode,
det var Dagens lyse Gud?

Hvide Blomsterblad i Græsset,
er du flagret mod hans Mund,
ligger du og rødmer stille,
af hans Kys en flygtig Stund?

Irred Abild, fuld af Blomster,
hvide Morgen, lyse Jord,
alt mit Liv jeg lykkefangen
drukner i dit Blomsterflor!