Du spurgte mig i Dag — ej med din Mund,
med dit Blik alene, — ak! alene!
tusind Spørgsmaal skælver om din Mund,
Blikket spørger om det store ene:

om jeg elsker dig saa dybt, saa sandt,
saa berust, fortvivlet, at om Døden
stod der som min Fryds forfaldne Pant
elsked jeg dig stolt og ufortrøden.

Ja! naar du hos mig i Solen staar,
naar du ved mit Hjærte salig sover,
naar dit Bryst mod mit i Bølgen gaar
og al Glemsel hvælver sig derover,

naar den Drøm, vi drømmer, bliver et
med den hede Sommernat derude,
og sin Blund den store Nat har bredt
over Dagens Duggraad paa min Rude!

Men naar Solen stiger stum og klar,
og den vaagne Dag min Stue fylder,
— se, da tier jeg, .. . saa vegt et Svar
i sin hvide Sne mit Hjærte hylder.