En Egn med øde Markers milevide
jordflade Bølger,
en Egn ved Solfaldstide,
da Graavejrsdagens Lys-Lig bæres hjem
saa køligt blegt, saa udpint stille,
mens Regn og Nat i Afstand følger.

Og ude imod Vest, lavt nede
langs Kimmingranden rinder der en lille
rød Stribe Solblod, saa det himmelbrede
graagrove Skyhæng faar en plettet Bræm.
Midt gennem Egnen flader sig en Vej
i træge Bugter og forsvinder ude
mod Solblodsstriben som en graahvid Streg
tværs over den uhyre Brakjordspude.

Og over dette arme Øde dør saa Dagen
en ensom Død;
Vejstregen slettes, og en fattig Klynge
Markhytter skutter angst sig som i Aandenød,
og fra en Skærvedynge
flyver en Krage tungt og jordlavt bort.

Der slaar en enkelt Lyd ud over Ødet,
saa klangløs haard, saa skærpet kort -
et Vrag af Lyd paa dette brede Hav af Luft og Jord;
og naar den store Stilhed har den dødet

og slettet Vragets sidste Spor,
slaar atter Lyden paa den regngraa Stilhed Brud
og skærer Veje sig til alle Sider -
mens Solblodsstriben langsomt rinder ud,
en trælsom Stenhugger ved Vejen slider.