Kun ét jeg ved i denne brune Ørk
af Løv, der raadner under Regn og Taage,
mens Dagen gaar til Ende, kold og mørk,
og Hængslet piber paa min Havelaage;
kun ét jeg ved, — det Suk, de øde Skove
saa tungt, saa stille drage, mens de sove.

Det sniger sig saa sorgfuldt paa mit Sind,
det kommer som et ensomt Suk fra Sjæle,
der misted evigt deres lyse Mæle,
og jeg faar stille lukke Sukket ind.

Det bringer mig saa tavst et Bud fra Tider,
der under Sol og Sommerlykke fødtes,
der klædte Mark og Bakkens nøgne Sider
med Blomst ved Blomst og taled stolt
om Livets Pragt og spilled Bold
med Savnets Pjalter, — Bud om stolte Tider,
der under Graavejrsslud og Taager ødtes.

Det vækker i min Sjæl saa fuld en Klang,
det vækker i min Sjæl saa hed en Lyst
til ungt og vildt at vove mig i Dyst
og rive dem fra Taagens klamme Fang
og atter aande Liv i deres Bryst
og kalde dem til Solfærd under Sang!

Jeg sidder her og lytter, ung og vaagen,
og hører Skoven sukke under Taagen.