Der flyver omkring mit Hus en Flok Krager,
som aldrig har synderlig Hvile paa sig,
evig er de ude for Føde at faa sig.

Hver eneste af dem har sine Skavanker,
den første har revet sin Vinge, den næste
har mistet de Halefjer, der var de bedste;

en halter, hver Gang den et Skridt skal spasere,
en skriger med Brændevinsrøst, og en anden
er nøgen paa Brystet og skallet paa Panden.

De sidder derude i Kirsebærtræet
og nidstirrer mig og æder af mit
paa Basis af godmodig udstrakt Kredit.

Jeg klapper og raaber, de bliver og æder!
Og saadan bestandig; — vi ser paa hinanden,
og de giver der, hvor de sidder, mig Fanden!

Men kommer der Regnvejr, saa flokkes de alle
ude paa Marken og fryser og skumler,
til pludselig én op i Regnvejret tumler.

Da skriger de alle med skingrende Struber,
vildt og forbitret, et Helvedes Skraal,
og spredes som Sod fra et vindsplittet Baal,

skriger og stryger mod Blæsten og Regnen,
skriger af skuffet, fortvivlet Stolen
paa Himlens Naade, skriger paa Solen!

Da maa jeg ynkes, og da gad jeg være
Gud Herren, der blot har behov at befale
— da skulde de synge som Nattergale!